61 72 14 52 info@tid-balance.dk

Så står der 2019 på kalenderen.

Jeg var engang til en nytårsaften hvor gæsterne, som man ofte gør, spurgte hinanden om de havde nytårsforsætter. En mand svarede: ”Jeg laver aldrig nytårsforsætter. Hvis jeg ønsker at ændre noget i mit liv, gør jeg det bare. Hvorfor dog vente til nytår?”

Det kan han have en god pointe i. Men jeg mener dog at et årsskifte altid er en god anledning til at man kigger på sit liv: Har jeg nået det jeg ønskede sidste år? Hvad ønsker jeg af det nye år?

Og her taler jeg ikke om at du skal sætte dig en masse store mål. Personligt vil jeg foretrække at svare på spørgsmålet: ”Er jeg tilfreds med mit liv som det er?”. Og så se om hvilke ting jeg har brug for at ændre på. Det kan være små ting i hverdagen eller det kan være store ting, som skift af job, bolig, osv. Se på hvad der ikke fungerer, og hvad du kan gøre for at få det til at fungere.

En af de måske vigtigste ting, som vi tit overser når vi kigger på ”det store billede”, det er hverdagens overskud. Mange mennesker vil med succes kunne sætte ind her. Hvad skal der til for at du får mere overskud i hverdagen? Der er ingen færdig opskrift, som passer på alle. Så du er nødt til at se på dig selv. Hvad gør DIG glad? Hvis dit nytårsforsæt er at slippe stressen, så er det vigtigt at du mærker efter, hvad der stresser dig og hvad der giver dig overskud.

Hvis du har mulighed for det, så er det godt at gå en lang tur i skoven, alene med dine tanker. Sæt dig for hvad du vil tænke over – og lad så dit ubevidste sind klare resten. Tit skal vi blot lede vores underbevidsthed på vej, så kommer den selv med løsningerne. Det er en god idé, hvis du kan afsætte tid til dig selv – tid til at gå tur, måske en gang om ugen. Hvor du kan tænke over hvad der er godt og dårligt i dit liv. Og prøve at finde løsninger på det dårlige. Når vi giver os selv tid til at tænke, så finder vi for det meste ud af, at vi faktisk har alle svarene indeni.

God fornøjelse med 2019.

Og husk så lige: Det hedder et nytårsforsæt, ikke et nytårsforTsæt – fordi det er noget du sætter dig for at ændre, ikke noget du fortsætter med. 😉

Luk menu