61 72 14 52 info@tid-balance.dk

(Hvis du vil lytte i stedet for at læse)

 

Vanebrud

 

Der kan være rigtig mange gode grunde til at se nysgerrigt på de vaner vi har opbygget og give dem et grundigt eftersyn; nogle af dem også af sundhedsmæssige årsager.

Mit ærinde her er at fortælle, hvorfor det kan være godt at vælge blot små vaneændringer i din hverdag, og hvordan det kan forbedre dit mentale velvære.

Vi tilbringer meget af vores tid på “autopilot” uden at være tilstede i nuet. Tankerne er beskæftiget med noget, der er sket, eller med noget, som snart sker – eller med at forestille os noget, som måske kunne ske.

Forskning viser, at vi er fraværende på den måde i 47% af vores vågne tid. Det er en stor del af vores liv.

Det betyder også, at der er en stor del af de ting, vi gør i løbet af dagen, som vi egentlig ikke aktivt tager stilling til. Vi gør som vi plejer.

Hvis jeg beder dig om at vælge et par små vaner, som du skal ændre i hele næste uge – og du faktisk føler dig motiveret nok til at gøre det – så er det klart, at du vil være langt mere tilstede og opmærksom; hvis du f.eks. beslutter at køre en anden vej hjem fra arbejde hver dag, eller spise frokost med nogle andre end du plejer.

Det giver mindst tre gevinster: Du er faktisk vågen i mere af din vågne tid, du oplever noget andet end du plejer, og du kan mærke forskellen.

I sig selv er gevinsten – at være vågen i mere af din vågne tid – en tilstand, der gør dig mere glad og giver dig mere energi.

Samtidig oplever du noget andet end du plejer; du ser din hverdag fra en anden vinkel. Nogle gange ser du helt bogstaveligt dit liv fra en anden vinkel, når du vælger at sætte dig et andet sted, gå en anden vej, være offline og kigge op mens du går.

Det mest motiverende er, at du også kan mærke forskellen mellem energien i at have ret faste vaner kontra at være lidt mere loose, åbne op for at se noget andet og opleve noget andet.

Da jeg startede i et 8 ugers mindfulness-forløb og første gang kiggede på mine vaner omkring arbejdstids ophør og turen hjem, opdagede jeg, at nogle af mine vaner stammede fra dengang, jeg var alenemor med fuldtidsarbejde og skulle skynde mig hjem til min søn. Nu var han flyttet hjemmefra – men jeg følte stadig det samme pres for at komme hurtigt hjem, ubevidst og alligevel subtilt styrende.

Det kan forekomme helt besynderligt, at vi beholder unødvendige vaner – men prøv selv at rokke lidt ved dine egne vaner og skift dem ud og gør noget andet end du plejer i en uge. Vær nysgerrig og åben og se, hvad der sker. 🙂

 

Birthe Hansen, september 2018

Luk menu